Mød ægteparrene i projektet

Præsentation af Lisbeth og Olav Vestenaa

Vi bor i Malling i andelsboligforeningen Majsvænget. Det daglige liv i denne forening spiller en stor rolle i vort sociale liv. Vi er begge 60 år. Vi har dannet par i 39 år. Vi har tre børn og  fire børnebørn.

Når vi husker tilbage på vore ferier som familie med små børn, så har nogle af de bedste ferier været på den tohjulede. I løbet af årene er det blevet til mange cykelferier, krydret med en enkelt cykelferie i Tjekkiet. De senere år er det kun blevet til cykelferier, men ellers har cyklen kun været brugt til de lokale tennis baner.

Projektet skal for os være startskuddet til at få cyklen ind i hverdagen igen og lade bilen stå. Motion, frisk luft og det at miljøet påvirkes af de mange biler, spiller alt sammen en rolle i vores beslutning om at ændre vaner.

Jeg, Lisbeth, har leddegigt og i den sammenhæng er det umuligt at gå og løbe, hvorimod cyklen er en fantastisk ting at køre på. Endorfinerne som udløses ved høj puls er desuden med til at smertelindre, derfor er det vigtigt for mig at komme op på cyklen. Jeg håber at elcyklen vil hjælpe mig til at have kræfter til at kunne køre over længere afstande en på en almindelig cykel. Både ben og hoved har gåpåmod til at tage den udfordring op.

Den store udfordring bliver at få energien til at cykle 17 km efter en aftenvagt fra 1/8. Indtil da er det morgen og dagskørsel, samt ture til kolonihaven i Stautrup/Søholm. Brabrandstien rundt har været en fin oplevelse når vi har været på sommerkolo og det bliver interessant om turen på elcykel nu også indbefatter Årslev Engsø!

Lisbeth og Olav

Charlotte og Jesper (og Jonathan)

Vi bor lidt uden for Malling – et par kilometer mod sydøst mod Nordsminde Fjord. Her bor vi på en gård, hvor vi bl.a. har heste. Vi flyttede til gården fra bylivet i Aarhus C for 2,5 år siden, og for lidt over et år siden fik vi vores første søn, Jonathan.

Jesper arbejder på Aarhus Ø og Charlotte arbejder fra juni i Aarhus C. Jonathan skal afleveres i vuggestue i beder hver dag, og vi vil begge gerne have plads til noget mere fysisk udfoldelse i en hverdag, som ellers går meget op i barn og gård. Og heste for Charlottes vedkommende.

Køreturen i bil fra Aarhus Syd ind til centrum i morgentrafikken er en af de værste, byen kan tilbyde, med en infrastruktur der slet ikke er gearet til de mængder af mennesker, der hver dag transporterer sig selv fra og til arbejde. Men der er langt, og derfor har cyklen uden el ikke rigtigt været et alternativ, særligt når den lille skal hentes.

Derfor glæder vi os meget til at komme i gang med at trampe i de elektriske pedaler, for det bliver trods alt noget lettere med de mange bakker, der klæder randmorænelandskabet i det sydlige Aarhus.

Charlotte og Jesper

Ulrik & Sanne

Vi hedder Ulrik og Sanne, vi er bosiddende i Malling og sammen har vi Tobias på 10 og Andrea på 5.

Udfordringen med at skulle cykle på arbejde bliver en af de hårde for vores lille familie, men vi glæder os alligevel til at lade bilen stå, få noget vind i håret og få indført nogle gode cykelvaner for hele familien.

Jeg sidder hver dag og bander over trafikken, når jeg skal til og fra arbejde. Jeg arbejder i Århus N, der er cirka 23 km i bil og det tager umiddelbart 50 minutter, både ud og hjem, vel at mærke. Jeg er simpelthen så træt af at sidde og spilde min tid i bilen og blive mere og mere frustreret over, at jeg altid kommer løbende som den sidste forælder, der henter i børnehaven.

Ulrik har længe gået og puslet med ideen om at anskaffe sig en elcykel, da han arbejder i Højbjerg og det daglige antal kilometer ville være overskueligt på elcykel… Men, de er jo ikke gratis og tænk nu, hvis det så ikke er noget?

Og BUM, som sendt fra himlen, dukkede der et opslag op om at bryde vanen, stille bilen og cykle (på elcykel!) til og fra arbejde. Jeg skyndte mig at svare på opslaget og før jeg havde tænkt tanken igennem om at jeg altså skal cykle 44 kilometer om dagen, ja så var vi med i projekt “I medvind og modvind”.

Men, som sagt, vi GLÆDER os til at komme i gang, det bliver hårdt og der skal ændres på nogle rutiner i det daglige, men vi er opsat på, at få det til at fungere og er startet træning til og fra børnehave med Andrea, for vi skal jo alle cykle fra 01. maj, – ikke kun de voksne. Tobias cykler selv og har gjort det i flere år, så for ham er intet ændret, men for Andrea, bliver det en omvæltning. Men det skal nu nok gå, det er jeg overbevist om.

Kom bare an, Maj, vi er klar 🙂

Kh. Ulrik og Sanne

 

Mette & Skytte

Vi bor i Malling og har gjort det i ca. 1 ½ år. Vi har 3 børn i alderen 9-12 år og en voksen datter i Kbh. (er netop blevet bedsteforældre). Tidligere boede vi på landet og har derfor 2 biler. Vi flyttede primært til ”storbyen” for at ungerne fik lettere ved at komme til skole, fritidsaktiviteter og venner, men også for at vi kom tættere på offentlig transport.

Børnene er fint kommet på cyklerne, og er blevet helt selvkørende og cykler stort set til alt. Det er værre med den lille konebil ”C3’eren”. Den har vi åbenbart fået knyttet alt for nære bånd til og vi kan ikke rigtigt få den rystet af os.

Vi starter 2 biler hver morgen kl. 7.00 og kører begge på arbejde i Århus C. Nogle gange kommer vi tilfældigvis til at holde lige bag hinanden på Ringgadebroen, fy-føj for et CO2 regnskab. Undskyldningen for 2 biler er, at Mette har deltid og dermed tidligere fri til at komme ud at handle og hjem til børnene. Men den holder jo ikke i retten ☹

Når vi holder i køen på Oddervej kigger ofte på de efterhånden mere og mere misundelsesværdige cyklister, både med og uden motor. Nogle dage sidder Skytte og stresser i kø på vej hjem, fordi han skal til spinning i BMI, i stedet for at få lidt vind i håret og bruge den samme tid på at cykle hjem.

Vi har enkelte gange prøvet at køre sammen, og lade én af os cykle hjem. Det har været dejligt, men der ligger en kæmpe psykisk (og måske også fysisk?) blokering i at det skulle kunne lade sig gøre hver dag.

Derfor er dette projekt en kæmpe chance for at få omlagt vores vaner, og få et tilskud til både vores helbred og til miljøet. Vi håber, at projektet giver os det sidste skub, så vi ender ud med flade maver, lår og baller af stål og en kondition som gør at vi bruger el-cykel dagligt – måske endda endnu bedre, – at vi bruger vores almindelige cykler til og fra arbejde. Vi er så klar! , og glæder os til udfordringen.

Vi se på cykelstien, Mette & Skytte

Præsentation af Jensine og Søren

Vi flyttede til Malling fra Århus for 13 år siden, og er nu begge aktive i foreningslivet i området. Jensine i spejdergruppen Erik den Røde, og Søren i rollespilsforeningen Kimbri og forhenværende træner for et pigehold i BMI. Vi har tre børn på henholdsvis 8, 13 og 18 år, og deres aktiviteter og gøremål fylder en stor del af vores fritid. Jensine arbejder på Århus Universitet, og Søren har for nyligt skiftet arbejdsplads og arbejder nu hos OK A.M.B.A. tæt på Viby torv.

Vi har tidligere begge cyklet rigtigt meget, men grundet afstanden til arbejde, og tiden i forhold til fritidsaktiviteter og børnene er det blevet til meget lidt de sidste mange år og vi er nu endt med at have to biler. Jensine har af flere omgange prøvet at få gang i Cyklen, men det er ofte gået i stå da vejen er bakket og lang, og det er svært at holde til at cykle frem og tilbage sammen dag. Jensine deltog tidligere i projektet superpendlerne, der gik ud på at skifte bilen ud med en foldecykel og et buskort. I dette projekt lånte hun en el-cykel nogle dage, for at se om det ville være en god vej fremadrette. Det gav god motion og fleksibiliteten var i top, men det at låne en el-cykel i 5 dage med godt vejr er ikke den fulde sandhed i forhold til at skifte bilen helt ud med en el-cykel. Så muligheden for at deltage i dette projekt, hvor der er stillet en el-cykel til rådighed, er en super måde at prøve konceptet af i en længere periode inden vi eventuelt køber en el-cykel.

Søren vil gerne cykle frem og tilbage til arbejde, og han har allerede cyklet nogle gange inden cyklerne er udleveret. Hans udfordring er tiden, og det at han kommer til at svede meget når han kommer på arbejde. Forhåbningen er at el-cyklen kan gøre det meget lettere at komme ind på arbejdspladsen, og alt efter tiden kan han så køre med mindre hjælp af elmotoren på hjemturen. Så forhåbningen er at el-cyklen gør det mere oplagt at cykle oftere, og samtidig kan det kombineres med mere motion når der er tid/mulighed for det.

Vi glæder os begge til at komme i gang med projektet, og en af de udfordringer vi kigger ind i er især morgenerne hvor vi skal have morgenritualerne omkring børnene og mødetidspunker på arbejde til at gå op i en højere enhed.

Mvh Jensine og Søren