Så er cyklerne afleveret

I dag, mandag den 30. oktober, blev vores to cykler afleveret tilbage. Ikke flere batterihjulpne kilometer op af bakkerne. For denne gang. Meeeen…

Det har været en fornøjelse at cykle på elcykler her i sommerhalvåret. Vi har begge fået afkræftet nogle fordomme, vi havde om elcykler, og vi kan nu se fremad og vide, at der faktisk er den mulighed for transport, og at den faktisk virker. Vi har så bare desværre slet ikke fået brugt den så meget, som vi havde håbet.

Flade cykeldæk og sygdom har i høj grad været det, der har afholdt os fra de lange ture. For nu at bruge nogle dårlige undskyldninger 🙂 Jesper har tit taget cyklen med bag på bilen, og cyklet den sidste del af turen mod Aarhus centrum, når han skulle på arbejde, men de lange ture fra hjem til arbejde og hjem igen – med pitstop ved vuggestuen – har været sjældne. Det tager lige det længere tid end bilen, og når tiden er knap om morgenen, hvilket den tilsyneladende er, når man har en lille bitte fyr, så bliver det bare alt for tit bilen, der er det letteste.

Men det er ærgerligt. For hvis der er en, der virkelig elsker cykelturene, så er det lille Jonathan. Så tit har han taget cykelhjelmen på, bare når vi skulle ud af døren, i håbet på at han skulle op bag på cyklen. Det bliver nok til knapt så mange af den slags ture fremover, for det er trods alt lettere at have ham bagpå, når batteriet hjælper til med at træde i pedalerne.

Her er en lille video af Jonathan bag på Charlotte, da vi var i sommerhus for ikke så længe siden.

Vi vinker fortrøstningsfuldt på gensyn med elcykler. Jesper vil i hvert fald gerne have en på et tidspunkt. Det giver bare nogle andre muligheder, og det er et reelt transportalternativ til det benzindrevne. Og så er det lettere at stoppe op, når naturen byder på landskaber som disse, man bare må tage billeder af i forbifarten:

Regnvejrssommer og dårlige undskyldninger

Nå, så er “sommeren”, hvis vi kan kalde den det, ved at være ovre. Vejret har ikke ligefrem været “jubii-jeg-tager-cyklen-i-dag”-vejr, og når vejene er tomme for biler, lokker det endog rigtig meget at tage bilen om morgenen. Jesper har ikke holdt ferie overhovedet denne sommer, bortset fra én enkelt uge, hvor vi har taget cyklerne med i Blokhus. Men det betyder dog ikke, at han har taget cyklen hver dag. Overhovedet. Dårligt vejr og svinkeærinder har været de dårlige undskyldninger, for det er jo ikke andet, når det kommer til stykket.

Den største barriere i forhold til at “starte op igen” her efter ferien bliver netop de dårlige undskyldninger. Det er let at tage bilen, og når vejrudsigten ikke lover andet end regn i stride strømme, så skal der alligevel noget til at lokke én op på cyklen for at tage de 20 km.

Alligevel håber vi selvfølgelig på godt vejr her i sensommeren, så man får det spark bagi der skal til der om morgenen, så man vælger at tage cyklen. Jonathan elsker at tage cyklen i hvert fald, så det er ikke fordi, han brokker sig. Næsten hver gang vi skal ud af døren derhjemme, tager han faktisk hjelmen på, for det er jo sjovt at komme ud og få vind i håret.

Sommeregn

De sidste par uger har ikke været fantastiske, og særligt Jesper er “faldet lidt af på den” her i juni i forhold til maj. Men lysten er der stadig, og der er stadig markant forskel på at tage bil og cykel på arbejde.

Skal Jonathan afleveres kører vi dog ofte med ham i vuggestuen og cykler derfra. Han render dog tit rundt med cykelhjelm på indendørs, så det er ikke den, der driller. Mest tiden. Og praktikaliteten. Det er bare lettere med bil og barnestol, særligt når tiden er presset. Men stadig absolut muligt med barnestol.

Charlotte er blevet ret god til at få taget cyklen. Ligesom Jesper kan hun mærke, hvordan den friske luft morgen og eftermiddag er med til at kvikke en op og give energi. Motionsmæssigt giver en elcykel ok, men det er slet ikke det samme som en almindelig cykel. Når det så er sagt, kan særligt Jesper tydeligt mærke forskel, når han tager sin mountainbike eller almindelige bycykel. Der er lidt mere gas i benene. Men vi synes nu stadig, det er vigtigt at pointere, at en elcykel altså er en transportform. Ikke en motionsform. Alternativt kan man betragte den som et godt overgangsmiddel til den almindelige cykel, hvis det er træningen, man satser på.

Nu er det snart sommer, hvis regnen altså snart vil stoppe, men i hvert fald de næste mange uger har vi begge arbejde. Så det bliver ikke et problem for os at fortsætte, hvor vi slap.

God sommer!

To dage, to punkteringer

STØN!

Så oplevede man endelig den trælse/irriterende del ved at cykle til arbejde hver dag. Punkteringerne. To hverdage i træk med punkteringer. Kæft det er til at blive vanvittig over. Og begge gange var det steder, hvor der ikke ligefrem var kort til nærmeste offentlige transport. I dag skete det eksempelvis på turen gennem Marselisskoven.

Så er det, man alligevel skulle have kørt den grå, lige vej via Oddervej 🙂

Sådan er det jo imidlertid, og det, man så kan tænke på, er, at kun bliver vanvittig engang imellem – og ikke hver dag i køen bag rattet 😉

Efter 1.000 km: Bilen holder nogle lange pauser

Maj måned går på hæld – første hele måned med elcykel. Det har været en tid med forandringer og nye vaner, men der er stadig et stykke vej endnu. Charlotte har haft fri fra arbejde næsten hele måneden, så hun har ikke været så meget på cyklen, som hun gerne ville. Til gengæld har Jesper gjort sit for at få kørt en masse kilometer, og runder nu 1.000 km i maj måned alene.

Så hvordan har denne første måned været? Tja, for det første er man nok nødt til at være ærlig og sige, at det er meget svært at undvære en bil, når man bor ude på landet. At købe madvarer med hjem samtidig med at skulle hente den lille fra vuggestuen er et praktisk problem, hvis man er på cykel. Et problem, som man ikke behøver fokusere på, når man tager bilen. Bevares, cykeltasker kommer man langt med, men man skal i højere grad end før prioritere, hvad man vil købe, og hvad man ikke har plads til.

På cykel gennem Marselisskovene. Skøn måde at vågne på. 

Derudover har det været en dejlig måned, hvor især Jesper har nydt de mange kilometer på veje og stier, se morgenturen herover eksempelvis. Her har Charlotte hjulpet godt med ved at hente og bringe Jonathan – noget, der bliver lidt en udfordring at få til at gå op, når Charlotte igen starter på job i juni. For et barnesæde er fint, Jonathan elsker det og sidder bare og nyder turen, men hvordan mon han tackler regnvejr?

Under alle omstændigheder er det en kæmpe forskel at tage elcyklen. Som ny elcyklist skal man huske sig selv på, at cyklen først og fremmest er et alternativt persontransportmiddel. Det kan hjælpe dig fra A til B uden for meget bagage. Og det er en transportform, der ikke tager meget længere, end hvis man bruger bilen – selv på større afstand.

Det her er noget, man bliver træt af i det lange løb…

Men først og fremmest er det en måde, hvorpå man kan komme ud og få luft. Frist luft i hovedet, så man vågner op om morgenen og om eftermiddagen på vej hjem. Det giver en masse ekstra at få det pust. Lige at få rørt benene lidt. Jesper er i hvert fald ved at være inde i en god vane nu, men bilen får han stadig svært ved helt at undvære. Den holder nogle lange pauser i garagen, men privatbilen giver en frihed og nogle muligheder, en cykel bare ikke kan hamle op med.

Grønne skove

Skoven er fantastisk lige for tiden. Helt lysegrøn og ny. Derfor synes jeg, det er skønt at tage cyklen gennem skoven enten på vej til arbejde eller på vej hjem.

For elcykler er (heldigvis) ikke kun til vejen, selvom det oftest er der, man støder på dem. En hel del mennesker benytter også elektriske mountainbikes til de små skovstier, men det er nu ikke altid nødvendigt med en cykel med brede dæk. Min elcykel er en næsten helt almindelig bycykel, men den klarer fint en tur gennem skoven på vej hjem, eller når man nu lige får lyst. Se bare her:

Vi ses i skoven 🙂

Så kom ham den lille også med på tur

Det er jo typisk, når nu vejret endelig er blevet forår, solen skinner og regnen holder sig væk, at det er lige denne måned, man har fri. Det har Charlotte, for hun er netop stoppet på sit gamle arbejde og starter på sit nye inde i Aarhus C den 1. juni. Så konkurrencen vinder vi nok ikke, selvom Jesper gør sit bedste 🙂

Til gengæld får Charlotte da prøvet cyklen af på de kortere ture, og i dag fredag d. 5 maj var Jonathan med på sin første cykeltur. Vi skulle lige have fat i en hjelm til ham først. Han sagde ikke meget, vinden gav ham røde kinder, men smilet var da til at få øje på, og han var bare glad, da han blev sat af i vuggestuen.

Jonathans første cykeltur.

Onsdag den 3. maj måtte Jesper holde en pause for cyklen, bortset fra småture. Arbejdet denne dag gjorde, at han skulle rundt til forskellige lokaliteter i alle dele af Aarhus, og med en presset tidsplan var der desværre ikke tid til at tage cyklen. Til gengæld fik han vind i håret allerede meget tidligt om morgenen, for selvom klokken kun var 4:45 skulle der arbejdes for at få film i kassen. Her er Malling en meget tidlig maj-morgen, når en rød sol river i skyerne:

Tidlig morgen sydøst for Malling ved Starupgård.

Derfor var onsdag faktisk første dag i næsten 14 dage, hvor Jesper måtte lade cyklen stå og tage bilen. Og selvom køreturene rundt i byen var på tidspunkter uden trafik, var der alligevel meget forskel at mærke. For den halve times friske kolde luft, man hver morgen og eftermiddag får blæst ind i hovedet, når man cykler til og fra arbejde, gør en markant forskel på humøret og den arbejdsindsats, man lægger, når man møder ind. Det synes han i hvert fald, men måske det bare havde noget at gøre med, at arbejdet startede endog meget tidligt denne dag.

Ellers går det godt. Jesper er kommet ind i en god rytme og glæder sig til turen hver dag, som han gerne gør længere end normalt, fordi det er sjovt. Charlotte glæder sig til at komme i gang med sit nye arbejde og cykle de lange ture, selvom hun ikke ser fornøjet ud, når snakken falder på eventuelt regnvejr. Og lille Jonathan glæder sig garanteret også. For han er udemenneske om nogen, så enhver mulighed for at komme ud – også selvom det er bag på en cykel – og han er glad 🙂

Charlotte & Jesper

150 kilometer senere

Forår i Danmark. Anemonerne står i flor, bøgen springer ud, græsplænerne bliver slået. Og regnen siler ned. Det er koldt, blæsende og ikke særligt forårsagtigt, men sådan er det jo hvert år, selvom man altid synes, det plejer at være bedre.

Siden mandag, hvor jeg fik udleveret min elcykel, har jeg trodset vejret og taget cyklen til arbejde hver dag og har nu rundet 150 km. Så nu tænkte jeg, det var på tide med en lille opdatering på, hvordan det er at være ny elcyklist, og hvordan det er at cykle hver dag, når man ikke er vant til det.

For det første: Man kan godt svede, selvom man cykler på en elcykel. Jeg elsker at overhale folk på cykel, og som jeg har skrevet i en tidligere post, får man kun hjælp op til 25 km/t. Derudover er det mullerne, der skal på arbejde, så jeg kan sagtens mærke efter de første fire dage, at benene har rørt sig. Som bevis for min påstand er her en selfie efter køreturen til arbejdet på Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet.

Selvom man får hjælp af et batteri, kan man sagtens få masser af motion.

Nummer to: Essentials. Som nævnt er vejret ufedt, og hvis man virkelig skal cykle hver dag, eller i hvert fald skal betragte elcyklen som en værdig form for daglig transport, skal man have lidt udstyr i orden til turen. Jeg bruger en god skaljakke, som tager regnen, men som man kan ånde igennem. Derudover er overtrækssko en rigtig god idé, for så behøver man ikke have ekstra sko med. Briller af en art er også gode, så man ikke får regnen pisket i øjnene. Regnbukser har jeg ikke brugt endnu, for jeg synes egentlig, at almindelige løbetights fungerer fint. De tørrer hurtigt igen, og de bliver ikke tunge af vandet som almindelige bukser.

Regn, slud og sne på vej hjem tirsdag eftermiddag gennem skoven. Men stadig sjovt 🙂

For det tredje betyder det, at man har en elcykel, at afstandene bliver kortere. Jeg arbejder i midtbyen, og har jeg et møde ude i byen, behøver jeg ikke længere bekymre mig særligt længe om, hvordan jeg kommer derhen. Også selvom det måske ligger fem kilometer væk. Cyklen gør det enormt let at komme fra og til, særligt i tungt trafikerede bymidter med uendelige køer som eksempelvis Aarhus jo desværre er.

Så på trods af, at det har regnet og blæst og været koldt, har jeg haft en skøn uge med cykelture til og fra arbejde. Man skal lige geare sig selv det ekstra op i forhold til at tage bilen, men jeg synes virkelig, den hjælp elcyklen giver – det der ekstra skub – betyder meget i forhold til den overtalelse, der skal til overfor en selv. Så jeg er godt motiveret til den næste tid, selvom jeg kraftigt håber på mere sol og mindre vind.   /Jesper

Onsdag morgen over for arbejdspladsen, Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet, hvor Climate Planet er ved at blive bygget.

Fornuften skal nok sejre

I morgen skal cyklen testes første gang med en tur ind til Aarhus. Lille Jonathan skal også snart med, men han skal nok lige have en hjelm først. Men at dømme efter hans smil i går, da han prøvede cyklen af sammen med sin far, skal han nok få en fest på bagsædet 🙂

Så jeg håber, vejrguderne er med mig i morgen. Og fremover selvfølgelig. Jeg tror ikke, det så meget bliver den lange tur til arbejde dagligt, der bliver en stopklods, men derimod vejret. Tidsmæssigt er der nok ikke den store forskel, om det nu er bilen eller el-cyklen, man tager, da der alligevel altid er kø ind til byen om morgenen. Og rent fysisk tænker jeg ikke, at de små 20 kilometer hver vej vil være en særlig belastning. Særligt ikke, når der nu er motor på den tohjulede.

Cyklen bliver justeret og computeren forklaret. Samtidig har lille Jonathan gang i pedalerne 🙂

Så for mig tror jeg, vejret bliver den suverænt dominerende faktor for, om jeg gladeligt hopper på cyklen mandag morgen.

Og dog… En nat med begrænset søvn (som jo trods alt sker af og til, når nu man har en søn på 15 måneder) og tanken om en travl dag på arbejde, kan nok også få mig til at overveje bilen.

Jeg satser dog på, at fornuften vil sejre. Det er trods alt bedre – uanset vejr og vind – at tage cyklen, specielt fordi mit arbejde er stillesiddende. Så inden dårlige undskyldninger, kun gode grunde til at finde cykelnøglen frem og ikke bilnøglen, når uret runder 07.30, og mandagen banker på døren.  /Charlotte

Første tur – første tanker

Klokken er 7:10 tirsdag morgen den 25. april. Gruset knaser sprødt under kondiskoene, da jeg træder ud på gårdspladsen med rygsækken på skuldrene og et stort, tungt batteri i venstre hånd. Foran mig står min nye cykel – klar til jomfrurejsen, som i dagens anledning skal gå gennem Marselisskoven i stedet for den befærdede Oddervej.

Jeg er optimistisk. Tænker denne tirsdag er perfekt til vanebrud. For optimistisk?

Jeg bor for foden af Malling Bjergevej. Turen gennem skoven starter op ad denne. Jeg sætter foden på pedalen og træder til og drøner afsted. Bjergevejen giver ingen sved på panden. Seks kilometer senere rammer jeg skoven, hvor anemonerne står i flor, og bøgen er ved at springe ud. Få dage mere og skoven bliver et lysegrønt himmerige.

Min 15 måneder gamle søn, Jonathan, giver sit første interview til DR, da cyklerne blev udleveret mandag den 24. april.

Vejen til Aarhus er én lang perlekæde af bakker. Den sydlige del af byen er formet af sidste istid, hvor en kilometertyk isbræ har skubbet jorden foran sig og dannet de bakketoppe, der i dag er så anstrengende at køre opad og sjove at køre nedad. Anstrengende er det dog ikke specielt meget denne dag. Hver gang en bakke nærmer sig, føles det som om en venlig cykelmakker giver dig et skub i ryggen. Men kun når speedometeret falder under 25 km/t.

Efter ca. 15 km bryder jeg ud af skoven ved Hotel Marselis. Foran mig ligger Strandvejen hele vejen ind til arbejdspladsen Navitas. Et langt lige stræk hvor antallet af cyklister på cykelstien konstant forøges, jo nærmere jeg kommer byen.

19 km og 41:57 minutter efter jeg kørte hjemmefra, ankommer jeg til Navitas. Den totale opstigning er 275 højdemeter, hvor cyklens enorme batteri har hjulpet mig godt på vej. Min maksimale hastighed, som jeg nåede på vej ned Bispelundvej i skoven – lige inden Moesgård Museum – var lidt over 53 km/t. Gennemsnitshastigheden for hele turen var ca. 27 km/t.

Her taler jeg med DR, da vi fik cyklerne. Dagen efter tog jeg cyklen på arbejde for første gang.

Hvad så nu? For optimistisk? Kommer jeg afsted hver dag på min nye cykel, der har en hjælperytter klar med en hånd i ryggen? Solen skinnede i dag, men hvad så når det står ned i stænger? Tja, en udfordring er sadlen. Som ved enhver ny cykel skal man vænne sig til sadlen. Tiden er ganske fin. Ca. 40 minutter er lidt under den tid, det tager at køre i bil i myldretiden.

Der er én ting, jeg skal vænne mig til: Hastigheden. Jeg elsker at cykle hurtigt, og 25 km/t er ikke særligt hurtigt i min optik. Men cyklens batteri hjælper dig kun indtil 25 km/t. Derudover må du selv træde hårdere til, og her kan man altså godt mærke, at cyklen ikke er en letvægter. Batteriet er tungt, og rammen er relativt tung. Alt i alt en cykel mellem de 15 og 20 kg, og det tror jeg, jeg skal vænne mig til, for det er noget mere, end hvad jeg er vant til.

Når det er sagt, er det egentlig kun et stort plus. Hvis man vil, kan man knokle derudaf og virkelig få motion, selvom man cykler på en elcykel. Og hvis man bruger cyklen til transport, kan man få al den hjælp, man vil, til og med de 25 km/t.

For optimistisk? Måske. Men jeg tror det faktisk ikke. Nu får vi se.

/Jesper

Frisk luft og morgensol

Jeg ved faktisk ikke, hvad der venter mig. Om under en måned skal jeg prøve kræfter med en elektrisk cykel, som måske kan hjælpe mig til at lade den firehjulede få fred derhjemme. Jeg har faktisk slet ikke set den cykel, jeg skal op på, for jeg kunne desværre ikke være med den dag, den skulle udvælges. Men jeg glæder mig, og jeg er sikker på, at det bliver en sjov og god oplevelse. Og jeg glæder mig til at cykle ture ud i det dejlige landskab syd for Aarhus med sønnen på bagsædet.

Det er jo let med en bil. Det er bare at sætte sig ud, dreje nøglen og drøne afsted. En utrolig komfort, der er svær at slippe, og selvom en elcykel hjælper meget særligt med bakkerne, bliver den aldrig lige så hurtig som bilen. Eller lige så bekvem, når sønnen skal afleveres i vuggestuen. Så vaner skal brydes, og det bliver sikkert ikke let. Men det bliver dejligt med en omgang frisk luft om morgenen.

Når jeg cykler, kan jeg godt lide at sidde oprejst, så derfor har jeg valgt en ”damecykel”. Hvordan den så er, når elektriciteten slår til, må tiden vise, men noget af det, jeg glæder mig mest til, er at suse op af den smukke Malling Bjergevej med morgensolen bagende på kinden.

Charlotte

Æd støv Langballebakke!

I mange år har jeg svoret, at jeg aldrig skulle op på en elcykel. Jeg mener, jeg er trods alt stadig kun i 30’erne, så man burde vel kunne hugge til i pedalerne uden hjælp fra en motor? Desværre er det ikke tanken, der tæller, når det kommer til motion, og en daglig cykeltur på omkring 40 km har jeg måttet sande, ikke kommer til at ske.

Men at sidde og hamre i rattet i 45 minutter hver morgen og igen hver eftermiddag, når man nærmest forgæves forsøger at bane sig vej sydpå fra Aarhus centrum, er mildest talt ikke en god start på dagen, og hvad gør man så, når man slukøret og tungebidende må indse, at infrastrukturen næppe bliver bedre de næste mange år?

Tja, jeg satte mig til rette i sadlen på en elcykel. Og så blev jeg overrasket.

Første tur hos Promovec i Risskov

Nu forstår jeg, hvorfor elcyklerne de seneste år er blevet så populære. Jeg har altid elsket at cykle og har mange, mange kilometer bag mig på både landevej og på de bittesmå skovstier.

Der findes ikke meget, der er bedre end at smide mountainbiken rundt i en lysegrøn forårsskov og blive blæst omkuld af den friske luft, når man drøner ned af singletracket. Fart er fedt – det er bare sjovest, når det går hurtigt, synes jeg.

Og fart er lige præcis det, elcyklen giver dig. Det hele glider bare lettere afsted, og har man lyst, kan man sagtens give den gas og mærke pulsen som på en almindelig cykel. Jeg ser frem til at mærke den friske luft mod ansigtet hver morgen og hver eftermiddag, at ankomme med et smil, og at drøne gennem skoven på vej hjem og høre fuglene kvidre og gruset knase under hjulene.

Fremtiden, ser det ud til, lover altså mere af alt den gode fart, og jeg kan næsten ikke vente med – endelig – at drøne op af Langballebakken syd for Aarhus. Æd støv!

/Jesper