Så er cyklerne afleveret

I dag, mandag den 30. oktober, blev vores to cykler afleveret tilbage. Ikke flere batterihjulpne kilometer op af bakkerne. For denne gang. Meeeen…

Det har været en fornøjelse at cykle på elcykler her i sommerhalvåret. Vi har begge fået afkræftet nogle fordomme, vi havde om elcykler, og vi kan nu se fremad og vide, at der faktisk er den mulighed for transport, og at den faktisk virker. Vi har så bare desværre slet ikke fået brugt den så meget, som vi havde håbet.

Flade cykeldæk og sygdom har i høj grad været det, der har afholdt os fra de lange ture. For nu at bruge nogle dårlige undskyldninger 🙂 Jesper har tit taget cyklen med bag på bilen, og cyklet den sidste del af turen mod Aarhus centrum, når han skulle på arbejde, men de lange ture fra hjem til arbejde og hjem igen – med pitstop ved vuggestuen – har været sjældne. Det tager lige det længere tid end bilen, og når tiden er knap om morgenen, hvilket den tilsyneladende er, når man har en lille bitte fyr, så bliver det bare alt for tit bilen, der er det letteste.

Men det er ærgerligt. For hvis der er en, der virkelig elsker cykelturene, så er det lille Jonathan. Så tit har han taget cykelhjelmen på, bare når vi skulle ud af døren, i håbet på at han skulle op bag på cyklen. Det bliver nok til knapt så mange af den slags ture fremover, for det er trods alt lettere at have ham bagpå, når batteriet hjælper til med at træde i pedalerne.

Her er en lille video af Jonathan bag på Charlotte, da vi var i sommerhus for ikke så længe siden.

Vi vinker fortrøstningsfuldt på gensyn med elcykler. Jesper vil i hvert fald gerne have en på et tidspunkt. Det giver bare nogle andre muligheder, og det er et reelt transportalternativ til det benzindrevne. Og så er det lettere at stoppe op, når naturen byder på landskaber som disse, man bare må tage billeder af i forbifarten:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *