Status efter sommerferien

barnecykel med mudderdæk

Lige som jeg sidder her ved computeren og min ferie er slut, er der ikke den store længsel efter at komme ud på cyklen igen. Denne sommers megen regn og det medfølgende mudder, når man er 37.000 mennesker på en spejderlejr, blæst og mere regn ved Vesterhavet har virkelig sat min entusiasme med at cykle på nul. Lige nu er det mageligheden der vinder. Håber at der kommer nogle dage med godt vejr så jeg kan komme i gang og mærke luften og måske lige blive mindet om den motion jeg får gratis ved at komme på cyklen. Jeg håber at jeg kan genfinde min gejst fra før ferien. Havde jeg ikke været på cyklen inden spejdernes lejr og fået motion, havde jeg ikke kunnet holde til den fysiske belastning i proviantudleveringen. Der blev gået mange ture frem og tilbage i madteltet, og båret og flyttet rundt på kasser med mad. Så der er grund nok til at komme i gang igen, bare der nu kommet lidt godt vejr.

Den yngste er meget bevidst om at vi skal cykle rundt i Malling, og var rigtig god til at manøvrerer rundt i mudderet på spejderlejren. Det var også her vi fik cyklet mest i ferien, da afstandene på lejren var ret store. Vi havde taget cykler med til hele familien til Vesterhavet, men grundet vejret blev det kun til en lille sølle tur i fællesskab.
Hilsen jensine

det er godt at kunne cykle i læ

I forhold til vores normale hverdage inde ferien har vi været nødt til at få lidt mere struktur på morgenen for at sikre at begge kommer afsted på cykel. Det er til tider svært, især når der er flere aktiviteter, som møder og transport af børnene, og balancen er at sikre at børnene ikke bliver gidsler i forhold til at vi gerne vil ud og cykle. En effekt at den megen cykling er at vi ikke hører så mange nyheder i radioen, og Jensine talte en del med veninderne i telefonen over headset i bilen, og det har vist sig svært at erstatte da de begge sad i bilen samtidig. Vi føler dog begge at vi har fået mere overskud i hverdagen da vores kondi er blevet bedre, og elcyklerne giver en god mulighed for at køre langt uden at belaste kroppen alt for voldsomt.
Nu skal vi så starte op efter ferien, og med de møder og aktiviteter der er tikket ind fra skolen og arbejde kan vi allerede nu se at koordineringen her i august og starten af september bliver en udfordring. Det er stadig mere effektivt at køre i bil udenfor myldretiden, når vi skal hjem til møde i skoleregi. Det positive er at der er god respons fra omgivelserne, så vi oplever stor accept af at vi ind imellem dukker op i cykeltøj, og stor interesse for hvordan elcyklen er, og vores oplevelse af projektet i medvind og modvind.
Så nu er det med at komme op på hesten (cyklen i dette tilfælde) igen, og så må vi jo få styr på koordineringen og komme i gang.
Mvh Søren Cramer

 

Sommer hvor bliver du af – igang med 4. måned på elcykel

Jubiiii. Endelig ferie til os. Her er vores Juli-hilsen…et lille stykke ind i August.

Så er ferien begyndt, og vi triller de første kilometer. I juli måned har jeg ..Lisbeth..cyklet meget få kilometer. Jeg har arbejdet rigtig meget, og ikke haft mulighed for at cykle, da gassen gik af ballonen/benene. Det har sat mega gang i tankerne om hvordan det skal lykkes fremadrettet at få cyklet de kilometer på arbejde, som jeg ønsker. Jeg må lægge en slagplan i ferien, altså i løbet af august måned, som skal holde både september og oktober måned. 1. Forslag er, at såfremt jeg har 2 vagter i træk cykler jeg 1. Dag ud..busser den hjem…2 dag busser den ud og cykler hjem! Hmm forsøger denne løsning efter feriestart, og gennemtænker en nødplan i løbet af ferien.

Vanebrud på hverdage til og fra arbejde bliver måske slet ikke min løsning pga. gigten, men så må vanebruddet handle om cykling på fridage og i ferier. Det var ikke tænkt sådan, men hvis det ikke duer at cykle på arbejde alle dage på grund af fysikken/smerter, så må jeg lige vende den 180 grader og tænke anderledes. Det er velsagten også en form for vanebrud! Jeg er stadig superglad for at cykle, og har da efterhånden kørt en del kilometer.

Olav derimod har cyklet i alt slags vejr hele juli, skybrud, lyn og torden. Det har ikke været noget problem for ham, så han er ved at hale ind på mig i antal kørte kilometer! Ikke så godt! Vanebrud er noget der tager tid…over tid. Når jeg har haft for travlt og været fysisk udmattet, har det været næsten umuligt at finde kræfter til bare en lille cykeltur. Men Olav har glædet sig til hver dag til sin morgencykeltur….Han er såååååå glad for at cykelstien næsten er færdig nu, så fra 34 minutter er han nede på 32 minutter på cykel hjem fra Slet. Det er slut med at spørge: Skal du cykle imorgen? Det er aldrig planlagt med andet. Vanebruddet hos Olav er en realitet, han kommer ikke tilbage til at køre bil på arbejde, hvis der bliver økonomiske muligheder for indkøb af en elcykel.

Der er rigtig mange der spørger ind til elcykel projektet. Naboerne og familie følger med og bakker op. De giver god feedback på de mange kørte kilometer. Da vi skulle på vennetur til Dollerup bakker, kørte vi på cykel mens de øvrige gik tur. Vi fik cyklet mange kilometer i de smukke bakker..Det affødte en snak om, at nu ville de også prøve en elcykel. Lidt benovede bliver kollegaerne også, når man kommer rullende i cykeltøj. De skulle bare lige vide hvor nemt det er at cykle op af bakken på ringgaden! Det er jo en fornøjelse, men de tror mig ikke.

Lidt om første del af cykel-mini-ferien. Fællesnævneren for dagene var den nedlagte jernbane “Fodsporet” mellem Slagelse, Næstved og Skælskør (Den grønnelinie herunder, der danner et T mellem de tre byer).

De to indledende billeder er taget på dette spor. Det er bestemt et besøg værd. Flot natur, stilhed og der er gjort meget ud af at lave hyggelige steder, hvor man kan slå sig ned. Det blev også til en dejlig pause på færgen til Agersø. Mandag går turen til Vesterhavet, hvor vi i fem dage skal cykle på Nordsøruten.

K.h. Olav og Lisbeth

Laaaaang sommerferie…

En dejlig lang sommerferie er slut og hverdagen melder sig igen, – cyklerne har stået helt stille i ferien og også den første uge efter. Det var simpelthen for fristende at snuppe bilen, da der jo ikke var så meget trafik på vejene og man kunne komme på arbejde helt uden at holde i kø, – og så var der jo lige det med vejret! Det er bestemt ikke tillokkende at hoppe på cyklen, når regnen bare siler ned. Derudover havde Tobias stadig fri, så det var rart at kunne være lidt tidligere hjemme, og Andrea skulle starte i SFO, – nye børn, nye voksne, masser af nye indtryk. Det gør en 6-årig meget træt, hvilket også betød, at vi var nødt til at starte blidt op og ikke hente alt for sent… Ja, undskyldninger er der nok af 😉

Vi har nydt ferien i fulde drag og er kommet helt ned i gear og har fået ladet batterierne godt op og aftalen var også, at cyklerne skulle ud af garagen igen i denne uge og det kom de! Og det var faktisk skønt at kommer på cyklen igen og nyde den friske luft og den grønne natur. Og så var køen jo også kommet tilbage på Oddervej, hvilket klart opvejede beslutningen om igen at hoppe på cyklen 🙂

 

Ja, så nu er det “alvor” igen og vi er enige om, at cyklerne fra nu af igen er transportmidlet til og fra arbejde, vi har lagt benhårdt ud med hjemmelavet juice som brændstof, jeg har fået investeret i vandtæt regntøj og slog endda rekord på turen til arbejde.

 

 

 

 

 

 

 

 

Ulrik melder om go’ vind på cykelstiene – så vi ses bare derude – det er nu skønt med en cykeltur i den danske natur 😉

Kh. Ulrik & Sanne

tiden har stået stille…

Så er vi her igen. Sommerferien har stået for døren og det har betydet familie i 110% fokus. Og det har desværre også betydet at cyklerne har stået lidt stille. Sanne har dog taget små ture som genoptræning af knæet og det går fremad. Og på Søndag banker hverdagen igen på døren for hele familen og så skal der cykles så nu må det god vejr gerne komme så vi kan få en masse medvind med på vejen når arbejde igen banker på.

Regnvejrssommer og dårlige undskyldninger

Nå, så er “sommeren”, hvis vi kan kalde den det, ved at være ovre. Vejret har ikke ligefrem været “jubii-jeg-tager-cyklen-i-dag”-vejr, og når vejene er tomme for biler, lokker det endog rigtig meget at tage bilen om morgenen. Jesper har ikke holdt ferie overhovedet denne sommer, bortset fra én enkelt uge, hvor vi har taget cyklerne med i Blokhus. Men det betyder dog ikke, at han har taget cyklen hver dag. Overhovedet. Dårligt vejr og svinkeærinder har været de dårlige undskyldninger, for det er jo ikke andet, når det kommer til stykket.

Den største barriere i forhold til at “starte op igen” her efter ferien bliver netop de dårlige undskyldninger. Det er let at tage bilen, og når vejrudsigten ikke lover andet end regn i stride strømme, så skal der alligevel noget til at lokke én op på cyklen for at tage de 20 km.

Alligevel håber vi selvfølgelig på godt vejr her i sensommeren, så man får det spark bagi der skal til der om morgenen, så man vælger at tage cyklen. Jonathan elsker at tage cyklen i hvert fald, så det er ikke fordi, han brokker sig. Næsten hver gang vi skal ud af døren derhjemme, tager han faktisk hjelmen på, for det er jo sjovt at komme ud og få vind i håret.

Så er det ferietid!!

…….og man bliver lidt mere magelig. 🚙Vi må jo indrømme, at vi er blevet fristet til at tage bilen på arbejde et par gange her i sommerferien, under dække af, at vi skulle lidt hurtigere hjem til børnene. Man kan mærke, at der er langt mindre trafik her i ferietiden, og det tidsbesparende element er der ikke i øjeblikket. Vejen til h……… er brolagt med dårlige undskyldninger. Det er lidt uhyggeligt at fornemme, hvor nemt det er at få tilbagefald. Magelighedens lille djævel står på den ene skulder 😈og motionens engel på den anden 😇.

Lige nu nyder vi livet i italien🌞 og senere skal vi ud at sejle.⛵️. Derfor ingen billeder i dette opslag, da vi kun ind imellem har et dårligt hotspot på en bjergside her i Italien🏔 – til gengæld kan man holde helt fri fra de elektroniske midler. Selv Endomondo måtte give fortabt da vi forleden besteg Monte Isola i 28C varme 😳

Vi er dog slet ikke i tvivl om, at vi nok skal komme på cyklerne, når hverdagen ruller igen🚴‍♀️🚴. Den daglige rutine betyder meget – savner det faktisk lidt 😏
På arbejdet har vil talt meget om bil, cykel, elcykel, og vi har måske nok inspireret et par stykker til nyindkøb af en cykel, og en elcykel.

Ses på stierne igen, når hverdagen igen ruller ind over os i midten af august 👋

Hilsen Mette og Skytte

Op af bakke i modvind….

Puha det har været en hård tid. Mit knæ stod af og måtte en tur under kniven så de kunne fjerne det der sad og kørte rundt. Det betød 1 måned uden at måtte bukke i det. Nu skal det stille og roligt i gang fra i morgen er der givet grønt lys til det fra lægen. Glæder mig til at komme ud i den danske sommer.

Jens er dog stadig i fuld sving så der skal indhentes nogle kilometer på ham. Han nyder at det giver ham motion som han kan holde til og uden at det tæger alle hans kræfter. Vores datter får ny cykel så skal vi ud og kigge på landet på cykel her i sommeren.

God vind der ude

vandsøjle tryk testet

 

I sidste uge fik jeg stor mulighed for at teste om vandsøjle trykket på mit regntøj kunne stå mål med det vand der kom ned fra oven. Mit regntøj fra Elka, som er et dansk firma, bestod prøven. Nu har jeg testet det, så nu håber jeg på mere sommerligt vejr for det er nu sjovest at cykle i, man bliver så klam under regntøjet.

 

Vi har lavet denne video omkring vores tanker om cykling i denne sommer:

Sommeregn

De sidste par uger har ikke været fantastiske, og særligt Jesper er “faldet lidt af på den” her i juni i forhold til maj. Men lysten er der stadig, og der er stadig markant forskel på at tage bil og cykel på arbejde.

Skal Jonathan afleveres kører vi dog ofte med ham i vuggestuen og cykler derfra. Han render dog tit rundt med cykelhjelm på indendørs, så det er ikke den, der driller. Mest tiden. Og praktikaliteten. Det er bare lettere med bil og barnestol, særligt når tiden er presset. Men stadig absolut muligt med barnestol.

Charlotte er blevet ret god til at få taget cyklen. Ligesom Jesper kan hun mærke, hvordan den friske luft morgen og eftermiddag er med til at kvikke en op og give energi. Motionsmæssigt giver en elcykel ok, men det er slet ikke det samme som en almindelig cykel. Når det så er sagt, kan særligt Jesper tydeligt mærke forskel, når han tager sin mountainbike eller almindelige bycykel. Der er lidt mere gas i benene. Men vi synes nu stadig, det er vigtigt at pointere, at en elcykel altså er en transportform. Ikke en motionsform. Alternativt kan man betragte den som et godt overgangsmiddel til den almindelige cykel, hvis det er træningen, man satser på.

Nu er det snart sommer, hvis regnen altså snart vil stoppe, men i hvert fald de næste mange uger har vi begge arbejde. Så det bliver ikke et problem for os at fortsætte, hvor vi slap.

God sommer!

Overraskende positiv oplevelse….

…. ja, det er det faktisk for os. Vi havde ikke forventet, at en så markant omlægning af vores transport adfærd, ville være så nem. Der er selvfølgelige et gran af konkurrence i det, men vi har besluttet at gøre hvad vi kan for at komme på cyklen alle dage. Det har vi stort set overholdt. Der har været en  dag hvor et møde i Kbh. ikke gjorde det muligt og et par andre dage hvor vi af praktiske årsager ikke kunne undvære en bil.

Dét at vi har logget vores cykelture har gjort det til en positiv og sjov oplevelse. Det er tydeligt at vores kondition er blevet bedre, selvom vi får hjælp af el-motoren. Fakta er, at vi langsomt men sikkert har skåret vores transporttid til og fra arbejde ned, så vi nu ligger under den normale transporttid i bil i myldretiden.

Det er skønt at cykle på arbejde og dejligt at den daglige motion bliver gennemført i tranporttiden mellem hjem og arbejde. Man føler sig lidt mere frisk og veloplagt efter sådan en cykeltur 2 X om dagen😀

Sommerferien står for døren, så der kommer cyklen i garage. Normalt sejler vi i sommerferien, men i år tager vi en tur til Italien, så uanset hvad, ville en cykel ikke indgå i vores sommerferie overvejelser. Vi vil selvfølgelig fortsat bruge cyklen, når vi færdes i lokalområdet🚴🏽, men ellers kommer den frem igen efter ferien.

Hvor heldig kan man være? 3 i én:

transport til arbejde,                                                                                                                                     motion                                                                                                          og KULTUR OPLEVELSER 😳

 

Juni – en vandet affære

Juni måned har ikke været den bedste for os rent cykelmæssigt, – det er egentlig ikke fordi det har knebet med motivationen, men andre faktorer har gjort at der, især for mit vedkommende, har været mange cykelfri dage. Primært fordi mindstemedlemmet har været syg, hvilket resulterede i en hel uge hjemme, derudover har der været arrangementer på skole og i børnehave der skulle nås osv. osv… OG REGN!!! Hvad sker der lige for juni måned?!?!?!?… Ved godt, at jeg tidligere har skrevet, at det bare handler om, at være ordentlig påklædt, men come on! Monsunregn, så står vi altså af og tager bilen, – falliterklæring, ja, men sådan er virkeligheden 🙂

Ja, undskyldninger er der nok af, men det er bare med at komme op på cyklen igen og komme ud og give den noget gas på cykelstierne. Vi vil i hvert fald arbejde benhårdt på, at der den sidste uge inden ferien melder sig, trædes til i pedalerne!. Vi nyder stadig cykelturene til og fra arbejde, – det giver bare en masse energi at cykle frem for at sidde i kø, man får lige klaret hovedet og møder mere veloplagt på arbejde og noget mere glad i låget end hvis man har siddet i bilen 🙂

Ulrik føler sig i bedre form end før vi begyndte at cykle og benene syrer ikke længere til op ad bakker. Ulrik cykler i et tempo, så der ikke kommer sved op panden, da det for ham handler om at komme på arbejde uden at skulle bade eller klæde om. Og alt andet lige, så får man jo noget motion ud af det, så Ulrik er ganske godt tilfreds med dagens cykelture.

For mit vedkommende, så er jeg altid sent på den om morgenen, så jeg cykler så hurtigt jeg kan og bliver da også til tider lidt forpustet. Men jeg synes, at motoren hjælper godt til op ad bakkerne så jeg undgår at komme til at svede. Jeg skifter dog tøj når jeg kommer på arbejde, da jeg cykler i cykelbukser og det harmonerer ikke så godt med arbejdets dresscode 🙂

Cykeltøj og stiletter – dur ikke på arbejde 🙂

Sommerferien går sydpå i år og cyklerne er slet ikke tænkt ind i ferien. Det kunne være fedt at skrive, at man skulle cykle fra Tønder til Skagen, men det er ikke tilfældet. Så det bliver ikke til meget cykling her i juli måned da vi er væk næsten 3 uger, men en ting er sikkert; cyklerne og motivationen bliver fundet frem igen til august.

Ny, smart og vandtæt cykeltaske – uundværlig i den danske sommer 🙂

Go’ sommer til alle 🙂

smart trafikal løsning

Den første morgen jeg kom fræsende ned af kongevejen mod strandvejen, blev jeg bekymret.

og så er der cykel lys signal

Tankerne fløj gennem hovedet, åh nej de har lukket af for at bilerne kan komme hen af Dalgas Avenue. Skal jeg nu også hen af strandvejen mod centrum, på min cykel, jeg vil nu hellere hen af Dalgas Avenue. Skal jeg være fræk og cykle i fodgængerovergangen el. af cyklen og trække.
Men mine bekymringer var uden grund, for der er lavet den fineste løsning for cyklister som jeg. Så på helt lovlig vis kom jeg den vej som jeg gerne ville. Tak til dem der har tænkt over det 😊

To dage, to punkteringer

STØN!

Så oplevede man endelig den trælse/irriterende del ved at cykle til arbejde hver dag. Punkteringerne. To hverdage i træk med punkteringer. Kæft det er til at blive vanvittig over. Og begge gange var det steder, hvor der ikke ligefrem var kort til nærmeste offentlige transport. I dag skete det eksempelvis på turen gennem Marselisskoven.

Så er det, man alligevel skulle have kørt den grå, lige vej via Oddervej 🙂

Sådan er det jo imidlertid, og det, man så kan tænke på, er, at kun bliver vanvittig engang imellem – og ikke hver dag i køen bag rattet 😉

40 km på cykel og 4 min. i radioen

2. pinsedag var Ulrik og inviteret en tur i studiet hos P4 Østjylland, – de ville gerne høre lidt om vores pendlen på cykel til og fra arbejde i forbindelse med programmet “P4s Rekordbog”. Vi skulle egentlig blot fortælle, hvor langt vi cykler hver dag til og fra arbejde, men vi fik da også lige nævnt projektet “I medvind og modvind” 🙂

Ulrik og min cykel i studiet 🙂

De ville mægtig gerne have en cykel med i studiet, så det fik de og der blev da også ringet lidt med ringklokken som intro til vores 4 minutters radiodebut 🙂

 

status efter første måned

Det er dyrt at have cyklen bag på

Det at vi begge skal cykle gør at der er mere fokus på at prøve at komme af sted på cykel. Vi får snakket om hvornår kan det lade sig gøre, i forhold til hvad der skal ske af aktiviteter i familien, og på arbejdet. Da der er stor forskel på hvornår vi skal møde, er det i praksis meget svært at hjælpe hinanden om morgenen. Men det at vi har talt om det dagen før er helt sikkert med til, at vi kommer mere af sted. Jensine og Søren

I maj måned har jeg, Jensine, ikke fået cyklet så meget som jeg gerne ville. Den første uge var jeg for ihærdig, og det medførte at jeg blev udfordret med hensyn til gamle fysiske skavanker. Mine fødder har jeg fået styr på ved at cykle i et par sko med meget stiv bund, så det værste er mine håndled. Idet jeg gør rent på gæsteetagen på institut for matematik, er jeg meget afhængig af at mine håndled ikke lider overlast på cykelturene.

pludseligt omkring hjørnet i Storenor

Belastningen på mit arbejde er meget forskelligt fra dag til dag, og derfor vælger jeg at tage bilen de dage hvor der er meget at lave. Det gør at det fungerer rimeligt med håndleddene, både med cyklingen og arbejdet.

Jeg er deltidsansat og arbejder til midt på dagen, så det er mig der tager den yngste til svømning i Odder. Nogle af de dage har jeg måttet droppe cyklen, for jeg kan

Trods 4 l. mælk, 2 l. kakaomælk skulle der være plads til Isene, selv om de blev lidt maste.

ikke nå hjem fra Århus, hente og nå til Odder til tiden. Der er dage hvor der er møde i Malling kirkes aktivitetsudvalg, hvor jeg må droppe cyklen for at kunne nå det. Lige nu er min kalender planlagt efter jeg er i bil, og det er svært at få det omlagt så det passer med cykelturen. Da jeg oftest kører udenfor myldretiden tager det noget længere tid på cyklen. Efter sommerferien må jeg prøve at få lidt mere luft i kalenderen. Jensine

 

Sørens arbejde kræver at han indimellem er væk fra Århus f.eks. KBH og Rødekro og de dage duer cyklen ikke. Der er også brug for at han kører vores ældste i skole inde i Århus og hvis der er mange fritidsaktiviteter og arrangementer kan det være en udfordring for ham at nå det på cykel, især da han skal have et bad efter cykelturen da han altid giver den gas. Da han ser cyklingen som en mulighed for at komme i form uden af belaste hans skadede knæ (korsbåndsskade) alt for meget, har han nogle dage valgt at køre den ældste til Århus og så kørt hjem til Malling for at cykle til arbejde. Søren

Hvis i ikke har været forbi strandvejen, kan det anbefales.

Så vi igang…. men

Så er den første måned gået og det er på godt og ondt.

Jens har været rigtig flittig til at cykle, og jeg gør alt hvad jeg kan men er nød til at starte ud stille kan jeg mærke i mit knæ. Jeg prøver så vidt muligt at cykle på arbejde 3 gange om ugen, skulle jo gerne ende med jeg cykler hver dag, men mit knæ skal lige trænes op og vende sig til det, og det tager lidt tid. Så hvis jeg giver det den tid det tager så bliver det rigtig godt for mig og mit knæ.

Men så sket det… Jens cykel ville ikke oplade og den måtte en tur til cykel doktoren og det tog 12 dage før vi fik den igen… mega træls. I den periode hvor vi kun havde en cykel cyklede Jens på min og jeg tog bilen eller bussen på arbejde. Nu er cyklen kommet tilbage  så nu kan jeg få min cykel igen.

Jeg nyder rigtig meget at cykle især hjem fra arbejde, det er dejligt med de ca.45min jeg har for mig selv, naturen musik i ørene og min cykel. Det er en lækker måde at koble af på efter en lang dag på arbejde med en masse mennesker omkring en. Det giver mig overskud til at være mor og kæreste når jeg kommer hjem.

Jens er super glad for at cykle og han elsker det at lige hoppe op på den og så ud i det blå. Nyder at være aktiv igen, han siger at han føler en frihed ved at cykle. Jens har altid været meget aktiv med sport men efter ulykken har der været mange begrænsninger, og at cykle giver han følelsen af at være igang igen uden at det dræner ham helt for energien. Den cykel er som sendt fra himlen til ham.

God vind der ude…. vi ses måske på de Århusianske cykelstier:-)

 

Første måned på cykel

Maj måned går på hæld og det er ikke mange dage cyklen har stået stille. For mit vedkommende har der været 2 dage, hvor jeg arbejdede hjemme, men ellers har jeg taget cyklen hver dag. Ulrik har været nødt til at tage bilen et par gange grundet møder med leverandører ude af huset, – og eksempelvis Ballerup og Fredericia er langt på cykel, også elcykel.

Det har som sådan ikke været noget problem at tage cyklen hver morgen frem for bilen, – rent tidsmæssigt er det næsten det samme og den friske luft gør godt. Man ankommer meget mere veloplagt på arbejde og turen hjem er et frisk pust efter en dag på kontoret. Den eneste “hurdle”, som jeg ser det, er det med at få Andrea i børnehave. Jeg ville jo så gerne have cyklet med hende, men det tager altså for lang tid, så jeg kører stadig op og afleverer i bil og så hjem igen for at tage cyklen. Det er lidt omsonst, men det er det, der virker lige pt. Vi må øve noget mere på cyklen…

Alt i alt har vejret været godt, der har været et par enkelte dage med regn og vind, men klæder man sig efter vejret, er det faktisk slet ikke så slemt at cykle i regnvejr eller stiv kuling 🙂 jeg synes vi har været gode til at bakke hinanden op og vi har været enige om, at man tager cyklen alle de dage det kan lade sig gøre. Så det har vi gjort.

Aftentur til Beder-Malling Bibliotek

Det skal dog lige siges, at vi flere gange har taget bilen for at handle, – det er altså besværligt på cykel, hvis man som os skal have 4 liter mælk og et rugbrød (plus alt det andet) flere gange om ugen – men er det bare et par småting smutter vi lige ind omkring det lokale supermarked på vejen hjem. Ingen af os har fået sat cykeltasker på endnu, hvilket jo også begrænser en del, hvad man kan have med. Vi har dog øvet os i at lave madplan, så vi ikke skal handle hver dag og det går faktisk ganske godt.

Én ting er ganske sikkert; vi savner ikke at holde i de lange køer på vejene

Kø, kø, kø

Kø, kø, kø

Vi ses derude på cykelstierne 🙂

Kh. Ulrik og Sanne